Dansk Vestindien

30. december 2004

Hej Venner,

Som I jo ved, er jeg noget af en historie-nørd, og ikke mindst hvad angår de Danske Tropekolonier.

S’Marie og jeg havde jo oprindeligt planlagt at tage til de Vestindiske Øer på vores sølvbryllupsrejse, men blev jo shanghajet til at tage til L.A. for at oversætte i stedet i 1996, så vi havde stadig denne rejse højt på vores ønskeliste.

Og så kom den oplagte idé at tage derned i Julen 2004 – ”big mistake”, for der var overfyldt og det var ikke til at opdrive en leje-bil, men ellers var det en fantastisk oplevelse, og vi kunne ikke, mens vi var der, få armene ned  – efterhånden en dagligdags begivenhed.

Der er meget, man ikke lærer om de Vestindiske øer i de danske historiebøger og -undervisning, men historier herom må i få senere (hvis I tigger og beder).

Kort fortalt består øerne af 3 hovedøer, St. Croix, St. Thomas og St. John (”Jan” på dansk) og et ukendt antal – måske 100 – ubeboede småøer og koralrev, nogle af dem dog ikke helt uanseelige; i Danmark ville de være beboede – mange af dem.

I 1671 tog Dansk Vestindiske og Guinea Kompagni St. Thomas i besiddelse (under Christian firtal). Dansk Vestindiske og Guinea Kompagni blev grundlagt og delvist finansieret af Chr. IV, men det var et privat foretagende. Nogle få år efter inddroges St. Jan. I 1733 købte samme kompagni St. Croix af Frankrig.

Inden Danmark overtog St. Croix, havde øen undergået en omskiftende tilværelse fra først at være beboet af indianere, og, dernæst tilhøre -tilhørende i nævnte rækkefølge – Spanien, England, Holland, England igen, Spanien igen, Frankrig og en kort tid tilhørte den Malteserridderne for til sidst at blive Danmarks. Ind imellem var der perioder, hvor der ingen kolonimagt var på øen og her så brugte piraterne den. Først under danskerne kom der stabilitet og gyldne tider.

PÅ St. Thomas, som var den der danskerne først slog sig ned på, var der vanskeligheder med at bevare kolonien, dels pga. sygdomme, og dels fordi pirater hele tiden kom og raidede øen.

I begyndelsen prøvede man at dyrke tobak og bomuld, men da sukkerrørsdyrkningen kom i gang, uddøde de andre afgrøder hurtigt til fordel for sukkerrørene. Tilsyneladende var den sukkerhøst, som danskerne fik klemt ud af øerne, meget større end den, andre øer kunne præstere, og det var noget der spækkede i danskernes kasse. En overgang sagde man, at sukker var dyrere end guld – man kaldte det, det hvide guld.

I begyndelsen af det 19. århundrede dukkede sukkerroen desværre op i Europa, og det blev begyndelsen til enden på det eventyr. Nu begyndte det at være svært at konkurrere med den produktion, og så forsvandt danskernes interesse for øerne. Der var dog stadig en enorm indtægtskilde på øerne, nemlig de indtægter, der kom fra at være et frihandelsområde. Charlotte-Amalie – hovedstaden på St. Thomas – myldrede med liv og handelsskibe helt frem til slutningen af 1800- tallet. Tricket her var, at danskerne havde opdaget, at alle de andre øer var underlagt skrappe fortoldningsregler, men hvis de kunne smugle råsukkeret ud til Charlotte -Amalie, så kunne de undgå told, og derfor opnå en langt bedre fortjeneste. Danskerne var dobbeltmoralske mht. dette, for øernes egne sukkerfarme måtte ikke eksportere eller importere uden told.
Denne såkaldte ”frihandel” var en torn i øjet på englænderne og kan have spillet ind ved to større begivenheder i dansk historie, nemlig ved Slaget på Reden i 1801 og ved Københavns bombardement i 1807. Sjovt nok besatte englænderne Dansk Vestindien stort set samme dag som Slaget på Reden blev sat i værk, og ligesådan i 1807 ved Københavns bombardement. Når man så tager de langsomme kommunikationslinier i betragtning, kan besættelsen af øerne ikke have været en følge af den krig i Danmark, men nærmere en nøje planlagt aktion, som havde sit eget sigte. Dét vidste Ii ikke, vel?

Samme frihandel spillede også en rolle i den amerikanske frihedskrig, men det er for kompliceret at forklare her; det. Det var noget med slavehandel, rom, og råsukker.

I 1917 solgte Danmark øerne til USA for skallede USD 25,000,000 – uden at spørge indbyggerne, som alle havde dansk borgerskab, stemmeret osv.

Nå, men her er lidt om vores tur:

Udsigt fra hotelvinduet i Charlotte Amalie
Første dag ankom vi St. Thomas, og brugte eftermiddagen til at se på Charlotte Amalie.

Det er morsomt, for alle gaderne hedder det samme som gaderne i enhver anden dansk provinsby. Der er Kongensgade, Dronningens-gade, Kongens Tværgade, Dronningens Tværgade, Nygade, Toldbodgade, Strandgade. Strand-stræde, Kompagniets Gade, Grøn-negade osv.
Det er morsom at høre den amerikaniserede befolkning prøve at udtale de danske navne. Man kan se, at de har svært ved at sno tungen rundt om det smukke, runde og bløde “d” i gade.
Nede langs havnen ligger de gamle handelshuse stort set som de blev bygget, og nogle af dem bærer den dag i dag det navn, de havde, mens de stadig var under Danmark.

På en lille pynt, der stikker ud i havnen, ligger Christians Fort – ikke en imponerende bygning, men når man tager i betragtning, at den blev bygget i 1661-71, må man alligevel
imponeres, for den står stort set intakt.

Her kan man se hvor jeg boede for halvandet hundrede år siden.

Her har jeg boet - for meget længe siden.

Man tog til Charlotte Amalie, hvis man ville have lidt sjov i gaden – I ved spille lidt mausel og tabe et par sukkerplantager.

Her er an anden bygning som har stået der i to-tre hundrede år, og som stadig bliver brugt. Som I kan se – et postkontor.

Et postkontor

Et stykke fra havnen ligger Guvernørboligen – den dag i dag bliver den brugt af amerikanerne.

Guvernørboligen

Lige ved siden af ligger ”Haagensen House”, jamen det er da mageløst med alle de danske levn, ikke?

Haagensen house

Helt oppe over byen ligger ”Black Beards Castle” – det er rester af en gammel sukkermøller, der har fået navneforandring af hensyn til turisterne – lidt for amerikansk efter min smag.

Blackbeards castle (gammel sukkermølle)
Blackbeard Castle

Udsigten over bugten fra ”Black Beards Castle”

Udsigt fra Haagensen house

Næste dag ved 12-tiden tog vi sådan en dims, som ses her på billedet, over til St. Croix. Den havde ikke hjul og landingsstel, men pontoner nedenunder, så den kunne lande på vandet. For de af jer, som ikke ved hvad det er for en dims, så er det en Twin Otter DHC-6-300 med PW 27 motorer. Der blev vi og andre 14 passagerer stuvet sammen og så lettede vi. Fantastisk!

Twin Otter

Jeg kunne selvfølgelig ikke holde min kæft – skulle lige blære mig med, at jeg viste noget om fly, så til sidst spurgte kaptajnen, om jeg også havde en Twin Otter – det var det, jeg ville have ham til, og så kørte snakken – og med skam at melde kom jeg til at prale lidt meget om alle de Twin Otters, vi har. Han var meget interesseret og fik selvfølgelig mit kort. Så må vi se, hvad der kommer ud af det. Caribien er jo trods alt mit salgsdistrikt :o ). Jeg havde selvfølgelig, sat mig helt fremme ved cockpittet, og tog nogle billeder ud af forruden (St. Croix kommer ud af tågen):

St Croix kommer ud af tågen

Flyveturen tog ikke så lang tid – vist nok 16 minutter. Det var ikke mere end 55 km. Så kom problemet – vi kunne ikke leje en bil. Samtlige biludlejningsfirmaer meldte udsolgt til den 20. januar. Nå, men vi tog os en taxa til hotellet, som senere viste sig at ligge 10 minutters gang fra landingspladsen. Det kostede ”kun” $18 – snydepelse!

Men så bliver man helt rørt – for der var s’gu’ nogen, der flagede med dansk flag lige ved siden af vores hotel.

Forklaringen på den dyre taxatur følger senere, men man var altså ved at restaurere hele Christians Sted. Se det pæne handelshus og den nydelige plads, vi mødte, da vi gik ind til byen om eftermiddagen.


Der er igen masser af gamle danske koloni-bebyggelser, og gaderne hedder selvfølgelig, lige som i Charlotte-Amalie, Kongensgade, Dronningensgade, tværgade osv.

Byen blev planlagt i Danmark – og den gang havde man fået den store erkendelse, at alle gader skulle ligge vinkelret på hinanden. Ikke særligt smart i et landskab, som er mildest talt meget kuperet. Charlotte Amalie ligger i en gryde, som skråner som en tragt ned mod havnen. Men der er masser af høje punkter i tragten, så gadernes forløb virker noget latterlige.

St. Croix - kort fra 1767

 

Nede ved havnen ligger de vigtige bygninger, det gamle vejersted, toldboden og ikke mindst fortet: Christiansværn – så der skynde jeg, historieliderlige person, mig selvfølgelig ned til med S’Marie halsende bagefter lige forbi alverdens lækre tøjbutikker, som hun ikke fik lov at tilose.

Vejerstedet
Fortet
Hovedbygningen i fortet
Kanonerne peger ud mod indsejlingen til bugten
Kasemat

I hæjre side af fortet er der en slidske som åbner ud mod bugten, Det var her man satte slaverne fra Ghana i land. De var lukket inde og kunne beskydes fra 3 sider. Burene man ser er der hvor “varerne” blev opbevaret til man havde solgt dem. Ikke videre flatterende for os danskere.

Slavelandingsstedet
Slavebure

Det interessante ved dette fort er, at det mindst lige så meget var rettet indad mod landsiden, som udad mod havneindløbet. Det viser sig da også, at danskerne var mindst lige så bange for slaveoprør som en udefra kommende fjende.

Her er lidt andre synsindtryk fra Christians Sted:

Såden må der have set ud når man ankrede op på reden(8 billeder)
Eller sådan

Det gik så det meste af den næste dag med at bese, indhalere, fotografere, nyde, indhalere lidt mere og så fortabe sig i fortiden.

Næste dag havde vi så lejet en taxa hele dagen for at komme rundt og se lidt. Her er lidt flere synsindtryk fra rundturen. Den bugt hvor Christopher Columbus landede ved sin anden rejse til den nye verden:

St. Thomas og St. Jan kan lige skimtes i horisonten og lidt neden for en strand af mange:

Nu bliver jeg altså lige nødt til at forklare noget: Da man gik væk fra at dyrke sukkerrør – den sidste høst var vist i 1953, men den var meget lille – så holdt man faktisk helt op med at opdyrke øerne. Enhver kan se, at der er fuldstændigt overgroet af træer, palmer, blomstrende buske og meget mere; kort sagt, øerne er ufatteligt frodige. Men efter at USA overtog butikken, har man ikke dyrket så meget som en banan på alle de tusinder af hektarer af frodig jord. De er bare groet til. Jeg kan blive helt ophidset over den laden stå til.

De eneste landbrug, der bliver drevet på øerne er af to danske familier: Lavetz’erne og Nelthroop’erne. Nu ligger landet altså sådan, at Neltrup’erne er min kødelige familie – det er altså rigtigt! Da min far døde, havde han skrevet i sit testamente, ”til min søn Claes Ditlev Neltrup Ditlevsen efterlader jeg ……” osv. Det viser sig, at min oldemor på fædrene side var født Neltrup; hun giftede sig med min oldefar Ole Peter Ditlev Ditlevsen, som var officer i den danske hær og udstationeret på øerne. Han flyttede så hjem til Danmark i 1917 sammen med sin kone, men resten af familien blev boende derovre efter salget. Så jeg har altså en hel horde familie på St. Croix.
Lavetz’erne driver et par, anselige plantager derovre, hvor de holder kvæg og dyrker alle mulige landbrugsprodukter, og så har de lavet et museum for øen. I øvrigt er Lavetz’erne familie til nogle af vores meget gode venner.

Derfor kunne jeg ikke lade være med at fotografere lidt. Her er et af Lavetz’ernes landbrug og det nye hus, de er ved at bygge samme sted:


Og et billede af indgangen til deres museum, desværre lukket i Julen.

Og et billede af et 4-500 år gammel træ med en smuk mand foran. Det er et beobabtræ, og de vokser overhovedet ikke i Vestindien. Man tro at en slave har haft en beobabnød med fra Afrika, og at den så er blevet til dette træ.

I vestenden af St. Croix ligger endnu en by, grundlagt af danskerne, Frederikssted. Den er ikke så stor som Christianssted men alligevel. Den havde også et fort, som har historisk betydning, for det var fra dets bastioner, at von Scholten i juni 1848 over for 8.000 salver på randen af oprør dekreterede slaveriets ophør på trods af kontraordre fra kongen og regeringen i Danmark. Hele den historie er ikke uinteressant, men må vente til en anden gang.

Nogle billeder herfra – en tur rundt om fortet:

Herfra gik turen langs sydøen. Nå, men tilbage til Neltrup-familen. Adskillige gange spurgte vi efter denne familie, og altid kendte lokalbefolkningen den. Det var lige før, der blev bukket fem gange, når den blev omtalt. Man kunne fornemme en vis respekt. På denne tur dukkede det op hvorfor; Neltrup’erne ejer et af de største rom destillerier i Caribien og det ligger tilfældigvis på den sydlige side af St. Croix. Da vi kørte forbi deres jord, syntes det endeløst, og det viste sig da også at være næsten en fjerdedel af øen, der var ejet af dem.

Lige i udkanten af deres jorder, lå et museum: Whim, der var et forsøg på at rekonstruere dele af den gamle sukkerplantages bygninger, mølle, sukkerfabrik og destilleri. Enhver plantageejer, med respekt for sig selv, havde rom-destilleri, det var nemlig en uadskillelig del af sukkerproduktionen, og en ikke uvæsentlig kontribution til plantagens overskud.

I øvrigt er det morsomt at læse nogle af de gamle navne på Plantagerne. Humbug, Whim, Godwilling, ja sågar Its-for-the-best eller Sidste Chance. I sidstnævnte navn kan man næsten høre familiens farvel til dens sorte får, der havde voldt den stor skam, og lige så stille blev lukket ud af bagdøren og eksporteret til St. Croix – gemt væk.

Her er lidt billeder fra Whim. Til vestre mølle, hestemølle og dampmølle. Til højre resterne af destilleriet.

Valser i møllen, som brugtes til at presse saften ud af sukkerrørene og karrene, hvorfra den opvarmede melasse blev skummet for urenheder.

Og nogle billeder fra den meget smukke plantagebolig:

Guvernør von Scholten var en meget fremsynet mand, mener mange i nutiden, men datiden så ikke helt sådan på det. Så straks da han havde givet slaverne fri, blev han kaldt til Danmark og blev retsforfulgt og blev dømt skyldig i landsforræderi og konspiration med slaverne, blev fradømt sin pension og al ejendom, som begge dele dog senere blev givet ham tilbage i en ny retssag. Von Scholten forudså, hvad der ville komme med negernes frigivelse, nemlig at sukkerrørsdyrkningen, der var på tilbagetog, ikke ville danne den økonomiske grundlag for en anstændig levestandard for slaverne, og deres kår ved frigivelsen nærmest ville blive forværret, for nu var de ingens ejendom længere.

Han prøvede at foregribe disse dystre udsigter for negerbefolkningen ved at oprette skoler overalt på øerne og tvinge negerbørnene til at gå i disse skoler. Han mente at hvis de blev uddannet, kunne læse og skrive, ville de have en chance. Skolebygningerne ligger som sagt spredt over alle øerne, så alle kunne komme i skole.

Desværre er de fleste af dem forfaldne og vil sikkert om nogle år være væk. Her er en af skolerne vi så på vejen:

Nedenfor et blik ud over Neltrup’ernes marker. Fra bjergtoppen i det fjerne og et godt stykke forbi, der hvor jeg står og fotograferer. Det er svært at forstå, hvorfor resten af øen ikke bare er opdyrket, ikke?

Den næste dag fløj vi så tilbage til St. Thomas.

Et par billeder fra flyveturen. Det højre billede vider der, hvor Columbus landede på sin første rejse.

Charlotte-Amalie, St. Thomas, fra luften og Christiansfort der bevogter havnen:

Hvad lever så befolkningen på US Virgin Islands af, når de ikke selv gider dyrke noget? Jo, de lever såmænd af turisme i stor stil, rigtig stor stil. Da vi sejlede ud af havnen på vej til St. Jan, hvor vi skulle bruge vores sidste dag, så vi et skrækindjagende syn. Hvor mange mennesker kan der mon være på sådan nogle klepperter? Se også lige den mastodont af et ”ressort”:

Det er altså svært at fatte, men i sukkerdyrkningens storhedstid var hver eneste kvadratmeter dækket af sukkerrør, men nu kan man ikke finde ud af at dyrke en skid. Se hvor grønt der er! Alt sammen noget, der bare har vokset op af sig selv:

Nåmen, farvel til St. Thomas mod vest og så goddag til St. Jan mod øst:

Et utal af øer i strædet mellem St. Thomas og St. Jan:

Indsejlingen til St. Jans havn, Cruz Bay, er bevogtet af et lille fort eller en bastion. Selvfølgelig har nogen købt det og bruger det til en restaurant nu.

Ellers et hyggeligt sted. To tredjedel af St. Jan blev købt af Rockefeller og givet til den amerikanske stat som park. Det vil sige det meste af øen er dækket af skov. Kun i den vestlige ende er der bebyggelse – desværre meget lidt af de originale bygninger fra danskertiden. Men ikke uden an vis charme:

Vi havde et lille problem; vi havde ikke booket noget hotel på St. Jan. Så vi fandt den nærmeste turistkiosk og bad om hjælp. Det viste sig at alt var booket bortset fra en slags camp ude på nordøen. Vi skulle bo i et telt, nærmest. Vi sagde: ”What the hell!” og tog det. Der var heller ingen biler at leje her på grund af super højsæson, så vi måtte tage en bus derud. Jeg tænkte, at det kunne da ikke koste så meget, for St. Jan er en meget lille ø, og så lang tid kunne det da ikke tage, at køre derud. Det tog næsten tre kvarter og kostede røven ud af bukserne.

Camp’en var ”bygget” ind i den stærkt skrånende bjergside imellem træer, og var forbundne med sindrige trapper og ”boardwalks” op og ned og ud og ind, så det næsten var umuligt at finde rundt i. Man kunne ikke se hinanden, men man kunne qua de tynde teltdug høre alt. Det var der en vis charme ved, for nogle få meter neden for os var stranden og ved titiden slumrede vi ind til bølgernes bryden mod den hvide sandstrand. Men bortset fra det, var det ikke lige min kop te; stedet var fyldt med liberale fra det bedre borgerskab i USA, som – sådan virkede det på mig – alle sammen virkede frelste ved at bo primitivt i pagt med naturen.

Der var regler om ikke-rygning (det er også lige noget man skal byde mig), så jeg måtte klatre trehundrede trappetrin ad indviklede stier, før jeg fandt det fire kvadratmeter store areal, som rygere var henvist til. Der var regler om hvornår man skulle gå i seng og hvornår man skulle stå op, hvornår man skulle være stille, hvornår der var – ja jeg vil nærmest kalde det fællesspisning – og hvornår der var morgenmad. Priserne herfor var på højde med de bedste danske hoteller, hvis ikke højere.

Til middagen den første aften var der en meget hyggelig gruppe der mente de skulle tage sig af os, så vi blev meldt ind i deres klub, men havde i øvrigt en meget hyggelig snak med dem. De syntes det var åh-så-nuttet, at vi var fra Danmark, og spurgte om vi måske havde fundet et gammelt testamente, der bekræftede at øerne alligevel var vores, eller om vi havde halvdelen af en af øerne. Fantasien manglede ikke. Jeg må indrømme, at tanken strejfede mig, at det måske ikke var en dårlig idé at arve sådan en halv ø. Måske skulle man alligevel tage kontakt til sin grandkusine på St. Croix. Min første ”Order of the Day” ville være at bandlyse frelste ”back-to-nature” middelklasseamerikanere.

Amerikanere er nogle underlige naive størrelser. Der er nu også noget jeg kan lide ved dem, men at de går i svime over at vi er danskere, er lidt langt ude.

Da jeg stod og røg en smøg efter middagen med lungerne næsten hængende ud efter alle de trapper, kom der en gut som også ville have en smøg. Han lignede Jesus og viste sig i løbet af snakken også at være religiøs, men tilhørte ikke nogen bestem trosretning – sådan en slags selfmade religiøs. Vi snakkede længe, for så skulle jeg ikke kede mig, mens jeg stod og røg, og i løbet af vores snak lærte jeg efterhånden hele hans livshistorie. Han var på min alder. Da han havde afsluttet sin universitetsuddannelse, havde han pakket sin rygsæk og draget ud i verden, og der var ikke det sted han ikke havde boet og ikke det job han ikke havde haft, lige fra Security Officer i den amerikanske hær i Tyskland til tallerkenvasker på Tahiti. For fem år siden var han så kommet til det her sted og fået et job som security på stedet. Han havde siden udforsket øen på kryds og tværs og havde opdaget rester af gamle indianerkulturer, huler med vægmalerier og hemmelige indgange til huler med skjulte skatte. Han havde den teori, at hele St. Jan var hul og der var en kæmpe skat skjult i den, for Spanierne havde jo ikke fundet noget guld her, så det måtte være lykkedes indianerne at skjule deres skatte for dem.

Her er et par billeder af teltet, vi boede i:

Vi sov ikke ret meget den nat, for der var en helvedes larm. Hver nat regner det nemlig på nordsiden af øen, og regnens dryppen på teltdugen sammen med bølgernes brus lige neden for os holdt os våge det meste af natten.

Da vi endelig fald i søvn, vågnede vi kort efter, for her i lejren stod man op klokken halv syv. I kan godt se det for jer, ikke?

Nå men vi stod op og spiste kollektiv morgenmad og hilste pænt og udvekslede høfligheder med vores nye amerikanske venner.

Efter morgenmaden gik vi på ”hike” for at se Annaberg, en sukker-plantage ruin, som skulle ligge lige i nærheden. Under et slaveoprør i 1733 var det vist, havde slaverne overrumplet soldaterne på fortet og slået dem ihjel, og havde dernæst systematisk givet sig til at udrydde de hvide. Man havde en slags hvidt borgerværn, som ved tre kanonskud fra fortet skulle møde et bestem sted, så man sammen kunne takle et eventuelt slaveoprør. Nu fik slaverne kanonerne skudt af tre gange og så begynde alle hvide mænd på øen at begive sig mod mødestedet, men på vejen blev de overfaldet og slagtet. En lille gruppe hvide nåede dog at forskanse sig på et lille næs ved Kaneel Bay, hvorfra det lykkedes at sende besked til Charlotte-Amalie, og i øvrigt at forskanse sig mod oprørerne. Man havde godt nok en kanon, men ingen kanonkugler, så man fyldte kanonen med spisebestik, søm og skruer, og fyrede den af dan den første bølge angribere stormede ned mod dem. Valpladsen var et grueligt syn, overalt lå lemlæstede negere. Negerne fortsatte med at belejre de hvide, men opgav da der kom forstærkning fra St. Thomas.

Under den efterfølgende hærgen som slaverne gav sig i kast med, var der ingen ende på gruelighederne. Små børn blev lemlæstet og skåret i små stykker, hvide kvinde blev voldtaget, gravide blev sprættet op (bare lige for at give jer stemningen).

Åh for resten, jeg glemte helt at fortælle, at slaveoprørernes leder hed Claes, senere kaldet Kong Claes. Jeg har spurgt min far og mor, om der var nogen bestem grund til, at de kaldte mig Claes, men de påstod hårdnakket, at der var ingen anden grund end, at de kunne lide navnet. Så fik vi det slået fast.

Under alle omstændigheder prøvede de danske styrker at fange Kong Claes og hans slavehær, men de holdt sig skjult i skovene. Til sidst bad Guvernøren Spanierne på Puerto Rico om hjælp, og den sendte en hærstyrke på 400 mand, som dog efter et halvt års søgen måtte give op og tage hjem. Man havde dog fanget en del af oprørerne, men Kong Claes og nogle få hundrede medskyldige blev ved med at undvige spanierne. Et års tid senere fandt man resterne af Kong Claes og hans hær på et utilgængeligt sted på en strand på det østligste punkt på øen. Alle som en havde begået selvmord.

Grunden til at jeg fortæller denne historie er, at den første plantage der blev angrebet var Annaberg, og det var den vi var på vej op og se resterne af. En lille gåtur sagde ham vi spurgte. Men han sagde ikke noget om op og ned ad bjerge og ufremkommelige stier. Vi nåede da frem. Og her er nogle billeder:

Udsigten fra fællesspisningen om aftenen og et af de syn der mødte os på vandringen:

Lidt mere udsigt ud over øhavet fra vandringen. Det er Tortola (BVI) den høje top i baggrunden.

Det er ikke skydeskår, men vindueshuller

Og her er så lidt fra Annaberg plantagen:

Det er ikke skydeskår. Det er vindueshuller

Farvel St. Jan:

Knus til jer alle,

S’Marie og Claes

Leave a Reply